|
 Adskillige fejl er fornylig blevet afdækket i den 4. Vurderings Rapport (AR4) fra Intergovernmental Panel on Climate Change (IPCC). Disse omfatter problemer med gletscherne i Himalayabjergene, afrikansk landbrug, Amazonas regnskov, Hollands geografi og ødelæggelser tilskrevet ekstreme vejrforhold. Mere synes at dukke op på daglig basis. De fleste af disse fejl stammer fra IPCC's afhængighed af ikke-peer reviewede kilder.
De som forsvarer IPCC har påstået at de fleste af disse fejl er småfejl af mindre betydning og at de er begrænset til Arbejdsgruppe II Rapporten (den om påvirkning, tilpasning og sårbarhed) fra IPCC, som er sat sammen af repræsentanter fra diverse regionale interesser og at der ikke var så mange håndfaste beviser til rådighed at støtte sig til, som der var i Arbejdsgruppe I rapport ("Den Fysiske Grundviden"). IPCC forsvarere argumenterer at der ikke har været nogen (eller praktisk talt nogen) problemer identificeret i Arbejdsgruppe I (WGI) rapporten om videnskaben.
Vi er underdanigst uenige.
Rent faktisk, WGI rapporten er bygget over en proces der, som tydeliggjort gennem Climategate emailene, er, i sin natur, designet til ikke at fremstille et autentisk syn på klimavidenskaben, men i stedet at være en "vurdering" af de klimavidenskabelige forhold - en vurdering hovedsagelig drevet af forudfattede idealer hos IPCC's design team og formeldt offentliggjort af forskellige elite kapitel forfattere. Slutresultatet af denne "vurdering" er at løfte beviser som understøtter de forudfattede idealer og nedvurdere (eller ignorere) ideer der arbejder imod.
Disse former for praksis er blotlagt gennem adskillige nye andragender til U.S. Environmental Protection Agency (EPA) - andragender der beder EPA om at overveje deres "farligt stof betegnelse" at menneskeskabte drivhusgasser truer det almene helbred og velfærd. Grundlaget for diverse andragender er at processen er så fejlagtig at IPCC ikke kan betragtes som pålidelig leverandør af oplysning om tilstanden af klimavidenskaben, noget som EPA sætter stor lid til at IPCC er. Den mest grundige af disse andragelser indeholder over 200 sider med beskrivelse af IPCC problemer og den er i sandhed afslørende med hensyn til hvor slemme tingene er blevet.
Der er ingen tvivl om at de over 200 sider ville fortsætte med at øge yderligere hvis ikke der havde været så kort deadline. Nyt materiale åbenbares daglig.
Netop i sidste uge blev det påvist at IPCC's, og dermed EPA's, primære påstand om at "Størsteparten af den observerede forøgelse i den globale gennemsnits temperatur siden midten af dt 20. århundrede sansynligvis stammer fra observeret stigning i menneskeskabt drivhusgas (GHG) koncentration", er forkert. Dette argument er ikke med i andragendet til EPA.
Dette medfører endnu et problem oven i listen af fejl ved IPCC's WGI rapport, denne vedrører Antarktisk havis tendens.
Medens al presseomtale handler om observeret mindskning i omfanget af Arktisk havis de senere dekader, få bemærkninger er faldet omkring det faktum at omfanget af havis i det Antarktiske er øget. Ingen tvivl om at pressestilheden skyldes IPCC's behandling af denne sag.
I IPCC AR rapporten er situationen beskrevet således i kapitel 4, "Observationer: Ændringer i Sne, Is og Frossen Jord" (side 351):
Som et eksempel er, en opdateret version af analyserne foretaget af Comiso (2003), strækkende sig over en periode fra november 1978 til december 2005, vist i figur 4.8. Det årlige is omfangs afvigelser er vist. Der er en betydelig faldende tendens i det Arktiske havis omfang på -33 ±7,4 x 10³ km² yr⁻¹ (ækvivalent til -2,7 ±0,6% per dekade), hvorimod Antarktiske resultater viser en lille positiv tendens på 5,6 ±9,2 x 10³ km² yr⁻¹ (+0,47 ±0,8% per dekade), hvilket er statistisk ubetydelig. Usikkerhederne representerer det 90% sikre interval omkring tendens estimeringen og procenterne er baserede på et 1978 til 2005 gennemsnit.
Bemærk at IPCC påstår at den Antarktiske forøgelse af havisenfra november 1979 til december 2005 er "statisk ubetydelig" hvilket synes at give dem god grund til at underspille det.For eksempel, i kapitel 4, Udvidet Sammenfatning (side 339), havis noten siger:
Satellit data indikerer en fortsættelse af de 2,7 ±0,6% per dekade mindskning i årlig gennemsnits havis omfang siden 1978. Nedgangen for sommeris omfanget er større end for vinterisen, med sommer minimum blivende mindre med en hastighed af 7,4 ±2,4% per dekade siden 1979. Andre data indikerer at sommer nedgangen begyndte omkring 1970. Lignende observationer i det Antarktiske afslører større mellemårlig variation, men ingen konsekvent tendens.
Hvilket i AR4 Sammenfatning For Politikere bliver til to forskellige sager:
Satellit data siden 1978 viser at årlig gennemsnitlig Arktisk havis omfang skrumpede med 2,7 [2,1 til 3,3]% per dekade, med kraftigere nedgang om sommeren på 7,7 [5,0 til 9,8]% per dekade. Disse tal stemmer overens med dem fra TAR. {4.4}
og
Antarktisk havis omfang fortsætter med at udvise mellemårlig variation og lokale forandringer, men ingen statistisk betydningsfuld tendens, overensstemmende med den manglende opvarmning bekræftet af atmosfæriske temperaturer midlet omkring regionen. {3.2, 4.4}
"Fortsætter med at udvise...ingen statistisk betydningsfuld tendens"? Fortsætter?
Dette er hvad IPCC Tredie Vurderings Rapport (TAR), offentliggjort i 2001, havde at sigeom Antarktisk havis tendens (Kapitel 3, side 125):
Over perioden 1979 til 1996, udviser Antarktik (Cavalieri et al., 1997; Parkinson et al., 1999) en svag stigning på 1,3 ±0,2%/dekade.
I henhold til enhvers standard, dette er statistisk en betydelig forøgelse.
I IPCC TAR Kapitel 3 Overordnet Sammenfatning er følgende note:
...Satellit data indikerer at efter en mulig begyndende nedgang i midten af 70'ne, var Antarktisk havis omfang næsten uforandret og øgedes endda siden 1978.
Så, IPCC AR4's påstand at havis omfang i Antarktis "fortsætter" med at udvise "ingen statistisk betydelig gennemsnits tendens" modstrider med det de havde konkluderet i TAR.
Interessant nok, AR4 indehold ingen referencer til noget tidligere studie som viste at Antarktisk havis tendens var stigende i et statistisk betydningsfuldt omfang. AR4 inkluderede ikke TAR referencerne fra hverken Cavalieri et al. 1997 eller Parkinson et al. 1999. Ejheller indeholdt AR4 reference til Zwally et al., 2002, som fand frem til:
Den afledte 20 årige tendens i havis omfrang fra de månedlige afvigelser er 11.18 ±4.19 x 10³ km² yr⁻¹ eller 0,98 ±0,37% (decade)⁻¹ over hele det Antarktiske isdække, hvilket er betydeligt positivt. [kraftig skrift tilføjet]
og (også fra Zwally et al. 2002),
Også, en nylig nalyse af Antarktisk havis tendens for 1978-1996 af Watkins og Simmonds [2000] fand betydelig øgning i både Antarktisk havis omfang og isareal, i lighed med resultaterne fra denne afhandling. [kraftig skrift tilføjet]
Watkins og Simmonds (2000) blev heller ikke citeret i AR4.
Så hvad citerede egentlig forfatterne til AR4 rapporten for at understøtte deres "vurdering" at Antarktisk havis omfang ikke øgedes på nogen statistisk betydningsfuld måde? Svaret er "en opdateret version af analyserne udført af Comiso (2003)." Og præsis hvad er "Comiso (2003)"? Et bogkapitel?
Comiso, J.C., 2003: Omfattende Karakteristik og variabilitet af det globale havis dække. I: Havis - En Introduktion til dens fysik, Biologi, Kemi og Geologi [Thomas, D. and G.S. Dieckmann (eds.)]. Blackwell Science, Oxford, UK, pp. 112–142.
Og IPCC brugte rent faktisk ikke hvad der var i bogkapitlet, men i stedet "en opdateret version" af "analyserne" som var i bogkapitlet.
Og fra denne "opdaterede" analyse, rapporterede IPCCat forøgelsen i det Antarktiske havis omfang var en ubetydelig 5,6 ± 9,2 × 10³ km² yr⁻¹ (0,47 ± 0,8% per dekade) - en værdi som kun var det halve af hvad der var rapporteret i den peer reviewede litteratur.
Der er et par ting til at overveje.
1) Josefino Comiso (forfatteren til det ovenfor anførte bogkapitel) var medvirkende forfatter til IPCC AR4 Kapitel 4, så de koordinerende hovedforfattere henvende sig formodentlig direkte til Comiso for at fremskaffe en unpeer revideret opdatering. (hvor praktisk)
og 2) Comiso publicerede en efterfølgende afhandling (samtidig med ) i 2008 som blot tilføjede et enkelt år til IPCC analysen (det vil sige til 2006 i stedet for 2005) og endnu engang nåede frem til en øgning i Antarktisk havis omfang, med en værdi svarende til værdien rapporteret i den gamle TAR, hvilket er:
Ved opdateringen til 2006, tendenserne i is omfang og areal ...i det Antarktiske forbliver begrænsetmen positivt på 0,9 ±0,2 og 1,7 ±0,3% per dekade.
Disse tendenser er, igen, med enhvers antagelse, statistisk betydningsfuld.
Figur 1. Tendens i Antarktisk is omfang, november 1978 til december 2006 (kilde: Comiso og Nishio, 2008).
Og blot i tilfælde af at flere beviser er nødvendige: En nylig 2009 rapport af Turner et al. (i hvilken Comiso var medforfatter), konkluderede at:
Baseret på en ny analyse med passive mikrobølge satellit data, demonstrer vi at den årlige gennemsnits omfang af Antarktisk havis har øget med en statistisk betydningsfuld rate på 0,97% dek⁻¹ siden slutningen af 1970'ne.
Raten er næsten dobbelt så stor som den der angives i AR4 (fra dens ikke peer reviewede kilde).
Så den peer reviewede litteratur både udvider tiden for AR4 såvel som publiceret siden udgivelsen af AR4, viser at der har været en betydelig øgning af havis omkring Antarktis siden den første satellit begyndte observationer sidst i 1970'ne. Alligevel, AR4 på en eller anden måde "vurderede" beviserne og bestemte ikke blot at øgningen var den halve rate af det som den peer reviderede litteratur beskrev, men også at den var statistisk ubetydelig oven i købet. Således er øgningen af havis ved Antarktis blevet nedspilled på bekostning af at fremhæve den observerede mindskning af havis i Arktis.
Det er til lille forundring hvorfor, under overvejelse af at AR4 fandt at "Havis er projekteret til at skrumpe i både Arktis og Antarktis under alle SRES scenarioer."
References:
Cavalieri, D. J., P. Gloersen, C. L. Parkinson, J. C. Comiso, and H. J. Zwally, 1997. Observed hemispheric asymmetry in global sea ice changes. Science, 278, 1104–1106.
Cavalieri, D. J., C. L. Parkinson, P. Gloersen, J. C. Comiso, and H. J. Zwally, 1999. Deriving long-term time series of sea ice cover from satellite passivemicrowave multisensor data sets. Journal of Geophysical Research, 104, 15803–15814.
Comiso, J. C., and F. Nishio, 2008. Trends in the sea ice cover using enhanced and compatible AMSR-E, SSM/I, and SMMR data. Journal of Geophysical Research, 113, C02S07, doi:10.1029/2007JC004257.
Parkinson, C. L., D. J. Cavalieri, P. Gloersen, H. J. Zwally, and J. C. Comiso, 1999. Arctic sea ice extents, areas, and trends, 1978– 1996. Journal of Geophysical Research, 104, 20837–20856.
Turner, J., J. C. Comiso, G. J. Marshall, T. A. Lachlan-Cope, T. Bracegirdle, T. Maksym, M. P. Meredith, Z. Wang, and A. Orr, 2009. Non-annular atmospheric circulation change induced by stratospheric ozone depletion and its role in the recent increase of Antarctic sea ice extent. Geophysical Research Letters, 36, L08502, doi:10.1029/2009GL037524.
Watkins, A. B., and I. Simmonds, Current trends in Antarctic sea ice: The 1990s impact on a short climatology, 2000. Journal of Climate, 13, 4441–4451.
Zwally, H.J., J. C. Comiso, C. L. Parkinson, D. J. Cavalieri, and P. Gloersen, 2002. Variability of Antarctic sea ice 1979-1998. Journal of Geophysical Research, 107, C53041.
|
