|
Resultatet af forhandlingerne ved klimakonferencen i København udmundede ikke i en traktat, heller ikke i en aftale men blot en frivillig overensstemmelse mellem nationerne.
De Ufravigelige Fire (Kina, Indien, Brasilien og Sydafrika) bad om følgende:
Punkt 1. Ingen tvungne grænser for CO2 udsendelse.
Punkt 2. Ingen udsendelses reduktioner over hovedet, medmindre Vesten betaler herfor.
Punkt 3. Ingen international overvågning af nogen som helst udsendelser, som ikke er betalt for af Vesten.
Punkt 4. Ingen brug af "global opvarmning" som en undskyldning for at påtvinge protektionistiske restriktioner på lande, som ikke nedskærer deres CO2 udsendelser.
Efter Præsident Obama's dramatiske intervention for at sikre en aftale, dette er hvad de Ufravigelige Fire fik:
Punkt 1. Ingen tvungne grænser for CO2 udsendelse.
Punkt 2. Ingen udsendelses reduktioner over hovedet, medmindre Vesten betaler herfor.
Punkt 3. Ingen international overvågning af nogen som helst udsendelser, som ikke er betalt for af Vesten.
Punkt 4. Ingen brug af "global opvarmning" som en undskyldning for at påtvinge protektionistiske restriktioner på lande, som ikke nedskærer deres CO2 udsendelser.
Her, i en nøddeskal - for intet større er nødvendigt - er hovedpunkterne i "Københavner Overensstemmelsen":
I Københavner Overensstemmelsen, som er operativ med øjeblikkelig virkning, understreger partene at "klimaændring er en af de største udfordringer i vor tid"; lægger vægt på deres "stærke politiske vilje til hurtigst muligt at bekæmpe klimaændring" [a la Kanut]; erkende "det videnskabelige synspunkt at øgningen i den globale temperatur bør være under 2 grader Celsius og måske under 1,5 grader Celsius"; stræbe imod "samarbejde for at nå toppen af globale og nationale udsendelser så tidligt som muligt"; erkende at udryddelse af fattigdom is den "overvældende prioritet for udviklingslandene"; og acceptere nødvendigheden af at hjælpe sårbare lande - i særdeleshed de mindst udviklede nationer, småø stater og Afrika - til at tilpasse sig klimaændring.
Selv-påtagede udsendelsesmål: Alle partier vil sætte deres egne mål, overholde disse indtil 2020 og sende disse til sekretariatet inden 31. januar 2010. I tilfælde hvor udviklingslande bliver betalt for at nedskære deres udsendelser, vil deres overholdelse blive overvåget. Udviklede lande vil finansielt støtte mindre udviklede lande for at undgå afskovning. "Carbon" handel kan benyttes.
Nye bureaukratier and finansiering: Under overvågelse af et "Højniveau Panel", vil udviklede lande give op til 30 milliarder dollar for 2010-2012, stræbende mod 100 milliarder dollar i 2020, i "forøget, ny og yderlig, forudsigelig and tilstrækkelig finansiering" til udviklingslande via en "Copenhagen Green Fund". En "Teknologi Mekanisme" kommer til at "accelerere teknologisk udvikling og overførsel" til udviklingslande.
Og det er det hele. Dyrt, ja. Unødigt, ja. Men jordrystende, nej.
Separationen mellem udånding af gasser og forskellige fremstående "verdensledere" med hensyn til pressende nødvendighed for "Frels Planeten Nu" og det svage resultat af the Copenhagen Non-Event is slående. Og det er velkomment.
Herefter beretter Monckton om hvordan vores "ledere" efterhånden er begyndt at forstå hvor mange løgne så mange gale forskere har fortalt dem. Og folkene har ret.
Det at mediernes har undladt at berette om Climategate og at medierne på helt ignorant vis har taget den pseudo videnskab, der har omgivet Global Opvarmning, for givet, har efterhånden medført at folk ikke længere stoler på medierne.
Og dette er dårlige nyheder for en regerende klasse, som har udviklet et temmelig bekvemt forhold til medierne. Det er også dårlige nyheder for medierne selv, som nu falder drastisk i oplag og reklame profit som folk forståelig nok fraviger.
Moncton's fulde breakdown på engelsk kan findes her...
|
